3 ting jeg lærte ved at rejse jorden rundt i 2 år

Tilbage i 2008 fik jeg en drøm om at rejse jorden rundt. Dengang var jeg lige begyndt i gymnasiet og havde lange udsigter til at kunne indfri mine drømme. Den lange udsigt gjorde dog også, at jeg kunne forberede mig godt og grundigt, hvilket jeg i den grad gjorde.

Jeg valgte nemlig at skabe en online forretning som jeg kunne drive mens jeg rejse jorden rundt, således at jeg ikke var afhængig af en stor opsparing eller et lån.

I 2015 valgte min kone og jeg at opsige vores lejlighed, vi solgte alle vores ejendele, pakkede vores tasker og rejste ud i verden.

I dag er det lige knap 2 år siden vi begyndte vores rejse, og de sidste to år har i den grad sat sine indtryk på os og i dag tænkte vi, at vi ville dele 3 af disse indtryk, tanker eller nærmere livslektioner med dig.

1 – Det er billigere at rejse én måned end én uge

Inden vi besluttede os for at tage ud at rejse, havde vi allerede rejst en smule. Vi havde været på alt fra en alt-inklusiv ferie til en kør-selv campingferie. Vores erfaring var, at det hurtigt blev dyrt at rejse.

Først skulle transporten betales, så overnatning, derefter mad og “lommepenge”.

Vi kunne hurtigt bruge 12-20.000 kr. på en ferie der varede 6-7 dage.

Hvad vi har erfaret efter vi er begyndt at rejse fuld-tid, er at hvis du er villig til at leve som du gør i Danmark, så kan du komme rigtig langt for samme beløb.

Ser vi bort fra flyrejser, så bruger vi et sted mellem 12 og 16.000 kroner hver måned på at leve steder som Sydspanien, Mexico eller Canada. Dette kan lade sig gøre, fordi vi lejer bolig via Airbnb, hvor vi praktisk talt lejer lejligheder der er fuldt udstyret med køkken, bad etc. Vi kan dermed leve i alle disse lande, på nøjagtig samme måde som vi gør i Danmark. Forskellen er bare, at pengene rækker væsentlig længere end i Danmark.

Vi har erfaret, at er du villig til 1) at undvære hotellet og bo i en normal lejlighed og 2) selv arrangere din rejse, så vil det som regel være billigere at bo i f.eks. Sydspanien en måned, frem for at tage på en klassisk all-inclusive ferie.

2 – Verden er mere sikker end medierne gør den til

Vi hører gang på gang advarsler fra venner og familie, fordi de f.eks. har hørt i nyhederne at der er +20 studerende der er blevet kidnappet i Mexico af narkokartellerne eller lign.

I starten var vi meget forsigtige når vi rejste rundt, men vi opdagede hurtigt at verden slet ikke er så farlig, som medierne maler den til at være. Grunden er også simpel.

Der er nemlig ingen seer-/læsertal i at skrive om de søde mennesker i Mexico. Der er kun gode seer-/læsertal når man skriver om forfærdelige hændelser og ja, de ting der indimellem sker i udlandet er, set i forhold til Danske episoder, ekstreme. Dermed ikke sagt, at hele Mexico er super farlig at bevæge sig i.

Vi har efterhånden været i en del fattigere lande med et højt kriminalitetsniveau og på trods af det, så er København den anden værste by vi har været i, kun overgået af Salvador i Brasilien.

Du kommer langt med god opførsel og en sund fornuft. Selvfølgelig kan du være uheldig og møde øen’s værste kriminelle, som vi gjorde på St. Lucia i Caribien, men du kan også hurtigt være uheldig og blive stukket ned i København.

3 – Dine nye referencer er guld værd

At vokse op i Danmark er relativt nemt og sikkert. De fleste af os kan vokse op uden at møde meget modgang og selvom dette er ønskværdigt, så vil vores mangel på perspektiv også hurtigt få et lille problem til at eksplodere i størrelse.

Jo flere oplevelser vi har haft, jo flere referencer vi har skabt, jo mindre bliver vores bekymringer, problemer etc. Det at rejse giver dig nogle nye referencepunkter der vil få dig til at se på dig selv og dit liv med et helt nyt blik.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *