Forside > Uddannelse > Legater og tilskudsordninger
Legater og tilskudsordninger
En række offentlige tilskudsordninger og private fonde giver økonomisk tilskud til udlandsophold.
Offentlige programmer og tilskudsordninger
Hvis du er i gang med en uddannelse i Danmark og fx skal på studie- eller ulønnet praktikophold i et andet land, findes der forskellige programmer og tilskudsordninger som giver økonomisk tilskud til dit ophold. Tilskuddene uddeles enten via danske uddannelsesinstitutioner eller via selve programmet.
I nogle tilfælde kan du også modtage SU mens du læser i udlandet. Læs mere om SU og studier i udlandet på SU's webside.
Nordiske programmer
Inden for Norden og de baltiske lande findes Nordplus-programmet, der er opdelt i flere undergrupper til forskellige målgrupper. Læs mere om mulighederne på Styrelsen for Universiteter og Internationaliserings hjemmeside.
EU-programmer
Mere end 30 lande er omfattet af disse programmer, og EU's uddannelsesprogrammer er målrettet de forskellige sektorer i uddannelsessystemet.
- Comenius til grundskole, gymnasium og erhvervsuddannelse
- Leonardo til grundlæggende erhvervsuddannelse
- Erasmus til videregående uddannelse
- Grundtvig til voksenuddannelse, folkeoplysning og livslang læring
- Aktive Unge til ungdomsaktiviteter uden for det formelle uddannelsessystem
Andre tilskudsordninger
Private legater og fonde
Der findes rigtig mange fonde og legater, der giver økonomisk tilskud til udlandsophold. Der findes store, generelle fonde, som alle kan søge uanset køn, studieretning osv. Derudover findes der adskillige mindre fonde, som du kan søge ud fra specifikke forhold – ud fra at du er fx landbrugsstuderende, at du er kvinde, at du skal til Vestafrika, at du er i slægt med NN osv. Der er desværre kun få muligheder for unge mellem 16 og 19 år.
Det kan virke uoverskueligt at finde frem til de legater, der passer til ens situation, men der er hjælp at hente på internettet, hvor der findes flere hjemmesider, der kan hjælpe dig på vej. Ved bare at søge på Google efter legater kommer mange muligheder frem. Det kan synes tidskrævende at udfylde ansøgningsskemaer, lave budgetter osv. men reelt set er det ofte de samme bilag, de forskellige fonde kræver, så når du én gang har lavet et budget, en beskrivelse af, hvad din motivation for opholdet er osv. kan du ofte genbruge det til dine efterfølgende ansøgninger.
Du skal starte med at undersøge krav og vilkår for ansøgningen, når du har fundet et muligt legat. Start i god tid, der kan godt gå lang tid inden du hører noget, og nogle fonde har kun ansøgningsfrist én gang om året. Hvis du er sent ude, er der dog ingen grund til at gå i panik. Mange mindre legater har løbende ansøgningsfrister, og tit er det muligt at søge, både mens du er af sted,og når du er kommet hjem.
Sådan gør du
Her er en kort oversigt over arbejdet med at søge legater. Du kan læse mere i Legatbogen, som er en lille letlæst vejviser til legatjunglen med oversigter, gode tips og "do's and don'ts".
Start med at finde de legater, du gerne vil søge. Når du har fundet legaterne, er det en god ide at taste dem ind i et excel-ark, så du har et overblik over ansøgningsfrist, hvor stort et beløb der kan ansøges, og hvilke dokumenter du skal sende med ansøgningen.
Dan dig ud fra excel-arket et overblik over, hvilke dokumenter du skal have fat i. Det mest almindelige er:
- Forhåndsgodkendelse, der viser, at dit ophold er en del af din danske uddannelse.
- Budget, der viser hvor stort et underskud, du regner med at få på opholdet. Det er en god idé at kontakte ambassaden for det land, du vil til, for at få dem til at estimere leveomkostningerne i landet. Sørg for at skrive alle udgifter på budgettet. Sprogundervisning, kulturudflugter og lignende er også en del af opholdet, sammen med boligudgifter og studieafgifter.
- Optagelsesbrev fra det universitet i udlandet du skal læse på. Dette kan ofte eftersendes.
- Bachelorbevis. Dette kan ofte også eftersendes.
- Anbefaling fra en underviser eller vejleder.
Send ansøgningerne af sted, og så er det bare at vente på at få svar.
Når du har fået et legat er det en fin gestus at sende et takkebrev.
Links til websider med legatoplysninger